Hvad kendetegner egentlig en økonomista? Tja – bl.a. at hun har overblik, indsigt i  og styr på egen økonomi – lige fra budgettet til pensionsopsparingen – og tager handling på det. Helt uafhængigt andre – både sin partner, forældre eller bankrådgiver. Og nej – det kommer ikke overnight. Små skridt ad gangen – og pludselig er du i mål. Som alt andet vi vil opnå eller lære, kræver det fokus, og at du virkelig vil det. Du har så meget at vinde, så der er faktisk ingen grund til at overveje det.

Alt at vinde!
Det vil helt sikkert give dig en god ro i maven – stolthed og respekt fra mange kanter. Du vil mærke en kæmpe tilfredsstillelse – og en følelse af uovervindelighed. Og det vil give dig en masse overskud, som du kan fyre af på alt det, du går og drømmer om. Hvad enten det er en ny uddannelse, drømmejobbet, at få mere tid til dig selv, eller til at være mere mor og partner.

At tage din økonomi fra A til Z i egen hånd, kan faktisk gå hen og blive det allervigtigste, du nogensinde har besluttet dig for at ændre. Ved du fx. hvordan din økonomi ser ud, hvis din partner eller du selv bliver alvorligt syg eller arbejdsløs?  Hvor kommer der penge fra, når en af jer fx. ryger ud af dagpengesystemet? Kan I så fx. få kontanthjælp? Er du ikke medlem af en A-kasse, hvad så hvis ……..

Ingen har lyst til at tænke disse scenarier igennem. Men livet er nu engang fuldstændig uforudsigeligt – for os alle. Og det forsvinder ikke, fordi du ignorerer det. Så gør dig selv og dine nærmeste en kærlig tjeneste. Lav et 360 gr. tjek af alle de livsforandringer, der kan opstå for dig og din familie. Tjek igennem, hvordan økonomien kommer til at se ud. Vil det blive ren kaos økonomisk, har du faktisk mulighed for at rette op på en livsændrende situation, ved at handle i dag. Hver gang din livssituation ændrer sig, bør du give det et tjek igen. Fx. hvis du bliver gift eller skilt – eller flytter sammen med en kæreste. Får børn, skifter job eller køber bolig.

Ja, det tager lidt tid – arbejd fx. en situation igennem om måneden. Men gør du det, kan det vise sig at være forskellen mellem økonomisk ruin, og at det gode liv kan fortsætte.

Fod på økonomien har personligt været et stærkt fundament, som jeg har kunnet navigere ud fra. Det har givet mig en god tryghed, og har desuden været en kæmpe drivkraft i mit liv, som jeg gerne vil give videre til alle jer, der læser med her. Derfor – lad 2014 blive året, hvor du for alvor TAGER ANSVAR FOR DIT LIV.

Læs evt. mere i Alt for Damerne nr. 1, 2014, hvor jeg interviewes sammen med Ann Lehmann Erichsen fra Nordea om emnet i artiklen Penge, Power & Frihed – sådan bliver du en “økonomista”.